Kunstens uundværlige diskussion!

Hvad er kunst? Det er et spørgsmål, der er blevet diskuteret på kryds og tværs, lige siden de første mennesker satte en fod på vores jord. Selvom man er indehaver af selv de bedste og mest moderne briller fra Louis Nielsen, er det særdeles svært at få øje på et andet begreb, der giver anledning til ligeså stor debat, som kunst i høj grad gør.

Jeg går heldigvis i klasse med en masse fede mennesker, og et par af dem fremviste et utrolig spændende debatprogram om kunstens grænser ført an af den altid kontroversielle politiker Pia K., spillet af den farvestrålende, elegante, og altid glade sangstjerne Josephine Spelmann. Hun havde selvfølgelig en pointe i, at dem som man betegner som store kunstnere, i realiteten er dem som besidder et enormt stort og naturligt talent inde for deres genre. Men der er uden tvivl også eksempler, der bekræfter det modsatte.

Hvis man skal tage ordets egentlige betydning, kommer det fra latin og betyder at ”kunne”. Så man skal selvfølgelig være i stand til at kunne noget bestemt, som er originalt og nytænkende, men også fremviser noget lidt udover det sædvanlige. Men hvis vi relaterer det til det musikalske univers, kan vi jo se, at det ikke blot er de kunstnere, som kan præstere den sprødeste guitarklang eller synge med den klareste og smukkeste musik stemme, der er klassificeret som de største kunstnere på vores jord. For samtidig kan man nemt få øje på kunstnere, som ikke har de pureste stemmer eller de ypperste guitarkvaliteter, men som på trods af det betegnes som store kunstnere. Det er selvfølgelig rigtigt at for at skabe kunst, skal man kunne mestre f.eks. at kunne ramme de rigtige strenge på en guitar eller slå de rigtige tangenter ned i en harmonisk rytme.

Et strålende klart eksempel at tage fat på er den sympatiske og RØV cool gavflab Kim Larsen, som charmerede rundt om på de danske musikscener op i gennem 80'erne og 90'erne og stadig formår at ramme en masse danske rockhjerter. Jeg fornærmer ikke nogen hvis jeg siger at han ikke er indehaver af verdens smukkeste stemme hvilket er noget han selv med stor selverkendelse ikke lægger skjul på. Men ikke desto mindre formår han med sin originalitet og autentiske måde at lave musik at ramme folk på en måde der vækker nogle specielle og unikke følelser hos folk.

Som min lillesøster sagde til mig den anden dag : ”Kan man egentlig ikke sige, at alt er kunst – noget er bare på et lidt højere niveau end andet” ? Selvom definitionen omkring kunst er meget avanceret og er meget mere nuanceret end som så, vil jeg gå så langt som at give hende ret langt hen ad vejen. Men selvfølgelig er jeg stadig et meget uerfarent menneske, som kun lige er begyndt at fatte en lille bitte smule af lives mange mysterier, og som stadig mangler uendelig langt af livets smukke rejse.

Men jeg har trods alt lært af mine hidtil erfarede oplevelser, at man uden tvivl ikke skaber kunst ved gentagende gange at lade sine fingre glide hen over de forkerte strenge på guitaren eller i desperation hamre sine fingre ned over tangenterne i vildrede, men at der i stedet skal helt andre boller på suppen. Men hvis jeg, til trods for min autistiske musiske kunnen, som er sammenlignelig med Jacob Bricks evne til at stoppe op og trække vejret i stressede situationer, mestrer et instrument i bare tilstrækkelig høj grad til at det supplere en sangstemme ordenligt, og denne sangstemme kombineret med instrumentets rytme udsender nogle vibrationer, der på en eller anden måde bringer nogle enestående følelser frem hos folk – kan man så ikke betegne det som kunst?

Vi er dog stadig tusinde lysår borte fra de musikalske evner, som Mikkel Pedersen besidder, men hvis den lyd man skaber stadig har en originalitet, vil jeg i høj grad mene, at det kandiderer til at være kunst. Folk har helt sikkert ret i at kunstens grænser er meget forivrende og til tider kan være svære at gennemskue, men er det ikke det, der gør kunst til sådan en unik og smuk ting?