Kan venstreorienteret politik føres i G-star bukser?

Hvis vi kigger på vores samfund i Danmark, skal man ikke bruge det nyeste par briller fra Synoptik for at se, at det består en masse forskellige mennesker, hver med deres individuelle politiske synspunkter. Faktisk er Danmark respekteret som et af de lande i verden med den største politiske interesse.
Altså, vi danskere ligger i top, når det handler om at følge med i det politiske univers, danne os en mening og rent faktisk møde op ved stemmeboksen, når der er folketingsvalg. Det medfører, at det danske samfund indeholder en masse forskellige politiske holdninger lige fra Enhedslistens socialøkonomiske politik via Liberal Alliances liberale grundideologi og helt ud på højrefløjen til Pia K's og Dansk Folkepartis indvandringsfjendtlige integrationspolitik. Men hvis vi skal dele danskerne op i to blokke, bliver det med de politiske farver blå og rød. De borgerlige og de socialistiske.


De borgerlige, som de ansvarlige økonomer i det stiveste jakkesæt, nypolerede BMW'er og med et par stilfulde solbriller i panden, som køligt signalerer, at de har styr på tingene. De socialistiske, hvis politik bærer præg af deres lidt mere løsslupne og ”casual” tilgang til livet, og hvis ideologi er, at vi alle skal sætte os ned i en rundkreds på bedste hippiefacon og dele slikket ligeligt imellem os. Selvfølgelig er det et meget karikeret billede, jeg tegner her, men har det danske samfund egentlig udviklet sig til det stadie, hvor en bestemt politisk observans går hånd i hånd med en bestemt personlighed og udseende?
Kan man kun føre højreorienteret politik, hvis man besidder et Georgio Armani-jakkesæt og en nystrøget Ralph Lauren polo eller venstreorienteret politik, hvis ens jeans per definition er prægede af en masse huller, og man ligger inde med en T-shirt, som siger ”Atomkraft Nej tak”?


For et stykke tid siden, dengang jeg endnu ikke havde forladt Humlebæk Skoles asfaltbelagte skolegård, hvor de magiske fodboldmål var en essentiel bestanddel i at gøre ethvert frikvarter i særklasse, havde jeg en lille diskussion med en pige fra min klasse. Ej, lad mig sige en lidt ensidig diskussion, for Caroline, som hun hedder, bragte et meget interessant spørgsmål på bane. Det er ingen hemmelighed, at hun politisk bliver mest tiltrukket af den borgerlige side, og derfor har vi haft et par politiske debatter gennem vores skolegang, hvor jeg på intet tidspunkt har følt, at jeg ikke havde argumenter nok til at stå imod hendes liberale tankegang. Men denne gang stillede hun et spørgsmål, som jeg ikke var i stand til at svare på med det samme.
Jeg ved ikke, om det var, fordi spørgsmålet var komplekst, eller om det var, fordi jeg i virkeligheden kunne identificere mig med problemstillingen, og det derfor kunne slippe frit gennem mine politiske parader og nå ind til personen bagved. I så fald vil jeg stille hendes spørgsmål igen: Er det ikke en smule dobbeltmoralsk at føre venstreorienteret politik, når man går rundt i et par G-Star bukser?


Det skal selvfølgelig forstås i den forstand, at de folk, som er venstreorienterede inden for den politiske verden, har overvejende tendens til at gå i lidt billigere tøj end de borgerlige, og at deres grundideologi jo er, at vi skal være mere fælles om tingene her i vores samfund. Og grundet det ville det være en noget dobbeltmoralsk ageren, hvis man som socialist gik rundt og ”flashede” sine dyre G-star bukser i tide og utide. I mit forsøg på at komme med et modsvar til dette spørgsmål har jeg været lidt rundt omkring i vores idylliske nordsjællandske samfund og snuset andre unge politiske aspiranters holdning omkring dette emne til mig. Og efter at have adspurgt mange højt intelligente samfundstænkere fra Espergærde Gymnasium, må jeg konkludere til min forbavselse, at der bliver bakket gevaldigt op om Carolines påstand.
Så det er med ryggen mod muren og ansigtet vendt mod Caroline og en hel del tunge politikere fra EG, at jeg vil forsøge at komme med mit svar på, hvorfor det netop ikke er dobbeltmoralsk at have G-star bukser på, samtidig med at man deler samme politiske holdning som Enhedslisten.





Til at begynde med vil jeg springe tilbage i tiden, tilbage til 60'erne og 70'erne, en revolutionær tid, hvor man satte spørgsmålstegn ved de voksnes meget fornemme og formelle måde at leve på, som kulminerede i det hæsblæsende studenteroprør i 1968. I løbet af de sene 60'ere og op gennem 1970'erne gjorde mange unge oprør mod den tidligere generations meget regelmæssige, borgerlige og lidt kedelige livsstil, som indebar at man helst skulle bo i et parcelhus med en finkæmmet ligusterhæk og have to eller tre børn. Derudover skulle man i hverdagen klæde sig med et par nydelige bukser, en nystrøget skjorte og ikke mindst et par finpudsede herresko.
Men de unge, som var børn af denne generation, stod op gennem 70'erne i opposition til deres forældre, hvilket især kunne ses på deres helt anderledes tøjstil. Man gik i store islandske striktrøjer, alt for gamle hullede bukser, afghaner pelse, spraglede skjorter, trompetbukser, T-shirts med en masse mønstre på og sidst men ikke mindst var det uden tvivl en umådelig hård tid for landets frisører, da det var in at lade håret gro, indtil det dækkede det meste af ansigtet. Denne så berømte flippertid, hvor der var plads til alle, og hvor udtrykket Peace&Love virkelig kom til udtryk, handlede derfor meget om hvilket tøj man gik i, men udover det også meget politik. For mange af flipperne og hippierne havde en socialistisk tilgang til livet, som stod i skarp kontrast til forældrenes borgerlig og konservative politiske observans.


Derfor blev billige hullede bukser og krøllede trøjer op gennem 70'erne kædet sammen med en venstreorienteret politisk holdning, hvilket måske stadig gør sig gældende i nutidens Danmark, men bare i en langt langt mindre grad. Tiderne har ændret sig gevaldigt, vi som et samfund er blevet rigere, hvilket medfører, at folk har flere penge mellem hænderne, end man havde dengang, og interessen for modekulturen er eskaleret enormt. Derfor ser man ikke særlig mange hippier mere eller venstreorienterede politikere rende rundt i store islandske trøjer sammenlignet med for 30 år siden. Og denne problematik omkring G-star bukser handler i bund og grund om æstetik. Selvom man er en meget inkarneret socialistisk borger, som går ind for at vi skal fordele tingene mere ligeligt i samfundet, og at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, er der i Danmark år 2011 bare noget, der hedder æstetik, hvilket spiller en ufattelig stor rolle.
Bare fordi man er venstreorienteret og helst ser den røde blok løbe afsted med det kommende folketingsvalg, er det bestemt ikke ensbetydende med, at man synes, alle skal flytte fra deres flotte huse og ud i et faldefærdigt skur på Lars Tyndskids mark med et par plettede bukser og en dåse baked beans. Som socialist går jeg selvfølgelig ind for, at vores samfund hele tiden skal udvikle sig til det bedre, og for at ændre på, at nogle folk har råd til 40 par sko og andre kun til et enkelt par sko.





Så kan man naturligvis sige, at hvis man virkelig inderst inde var en ægte socialist, kunne man da bare donere næsten hele sin indkomst til de folk i samfundet, som virkelig havde brug for det. Men hvis man skulle begynde at give penge til alle dem, der har brug for det, ville den enkelte person få en atomar lille brøkdel. Så på den måde ville det være intet andet end idiotisk, det ville ikke gavne det mindste, med mindre at alle folk billigede den socialistiske tankegang, hvilket desværre ikke er tilfældet.
Det man til gengæld kan gøre, hvis man går ind for, at forskellen mellem rig og fattig skal være minde - udover selvfølgelig at stemme rødt ved hvert folketingsvalg - er at støtte en masse organisationer, som arbejder i den retning. Jeg kan f.eks. henvise til fagforeninger som 3F og FOA, som kæmper for bedre arbejdsvilkår for arbejderne, men også for ligeløn mellem mænd og kvinder.


Men når vi nu snakker om organisationer og at støtte gode formål, vil jeg vende tilbage til de omtalte G-star bukser igen. For rent faktisk er G-star et af de tøjmærker, som virkelig kæmper for vores miljøproblemer. G-star er bevidst om de miljøproblemer, som ligger som en tung sort sky over jorden i øjeblikket, og derfor har virksomheden nedsat sit forbrug af konventionelt bomuld og i stedet gået over til at bruge økologisk bomuld, hvor mængden af kunstgødning og pesticider er markant reduceret. På den måde bidrager G-star til en lysere fremtid uden miljøproblemer, uden at det dog går udover kvaliteten af dets produkter.





Men for at runde dette politiske modsvar af, vil jeg bringe et emne på bane, som jeg har tænkt meget over, mens jeg har skrevet på livet løs. For som jeg nævnte før, er vi blevet rigere som samfund, og folk har fået flere penge mellem hænderne sammenlignet med tidligere tider. Men er det nødvendigvis en god ting? Selv om vi stadig står midt i en finansiel krise af dimensioner, bruger vi penge som aldrig før. Det er langt fra unormalt at hver husstand i Danmark er udstyret med to biler, et par fjernsyn, en håndfuld computere sammen med tonsvis af andre ting, som vi bare køber, men smider væk igen efter ikke engang en måned. Og hvis vi kigger på det tøj, vi bruger, er tingene jo ekstreme. Vi køber f.eks. de nyeste bukser, der er på mode i en periode, og man når ikke engang at tage dem på, før nogle nye er på mode. De hober sig op i ens skab, og før man når at se sig omkring, er det fyldt med bukser og trøjer, man aldrig kommer til at bruge.
Hvis vi igen kaster et blik 100 år tilbage i tiden og ser på, hvordan folk levede dengang, er det rigtigt at vi i dag har flere penge til rådighed, men er vi i virkeligheden blevet mere lykkelige af det? Det gælder inden for alle livets facetter, både tøj, biler, udstyr til sportsgrene osv. Tilbage i tiden følte man sig helt unik, hvis man havde fået et par røde træsko, eller hvis man lige havde købt en træ-golfkølle, det behøvede ikke at være det flotte nyteknologiske udstyr for at være attraktivt. Det er igen et meget karikeret billede, jeg tegner, men selve tanken om, at alt er relativt, fejler ingenting.
Lige for at nævne G-star en sidste gang i forhold til miljøet og menneskets overforbrug af hele verdens ressourcer vil jeg jo til hver en tid mene, at det er en bedre løsning at investere i et par G-star bukser til 1000 kr., hvor kvaliteten er i top, og som man kan gå i i lang tid, i forhold til at erhverve sig tre billige bukser til 300 kr. stykket, som bliver slidt op i løbet af et par måneder.



I hvert fald er det et meget kompliceret emne uden noget entydigt svar og med en masse modifikationer, men én ting er sikker – jeg vil i fremtiden forsøge med min bedste socialistiske tankegang at spærre øjnene for en masse potentielle røde politiske debatører og overbevise dem om at den socialistiske side altid sejrer til sidst. Og hvem ved, måske bringer fremtiden en dansk statsminister i G-star bukser?

William "Big Ben" Dybdahl

At beskrive William Big Ben Dybdahl når kriterierne er en forholdsvis kort appetizer i form af en blog er alt andet end nemt og er nogenlunde sammenlignelig med chancerne for at Dallas Cowboys er at finde blandt finalisterne ved en Superbowl. Og man vil uden tvivl ikke kunne komme rundt om alle aspekterne, men jeg vil gøre et forsøg.


Jeg har aldrig mødt et så kompetent multitalent som William Dybdahl, hvis viden og kunnen strækker sig helt fra en intens politisk debat i Bruxelles via. Cykel landevejene omkring Karlebo til et gyldent bunkerslag på 9. hul i Fredensborg Golf Club. Og specielt de politiske debatter, ja i det hele taget alle former for debatter, vil jeg gerne tage fat på. For er der noget Mr. Dybdahl formår, så er det at føre en diskussion på højeste plan, hvor han får selv de bedste modstanderes argumenter til at falde til jorden med et kæmpemæssigt brag. Nu har jeg jo været så heldig at kende ham i pænt stykke tid, og jeg trækker gevaldigt på erfaringen, når jeg siger – lad være med prøve at køre en stor diskussion op – du ender uden tvivl med at tabe den, hvis manden der står overfor dig hedder William Big Ben Dybdahl, og han er i sit es!

Men udover at fremføre de mest kloge argumenter som rammer samme højder som eksempelvis Barack Obama, John F. Kennedy, vil jeg også gerne påpege Williams store mentale styrke, som kommer til udtryk, når han vandrer op og ned ad Fredensborg Golf Club's berømte, tætklippede og lynhurtige fairways. Og det er jo ingen hemmelighed blandt golfentusiaster, at hvis Willy stiller sig op på 1. tee og udviser sit dybt koncentrerede blik kombineret med et at golfsportens mest lækre sving – er du færdig! Men selvom han formår svinge 3-jernet utrolig sublimt og er indehaver af en fuldstændig urokkelig mental styrke, som i den grad siger spar 2, holder han sig ikke tilbage, når det gælder om at lære fra sig. Big Ben Dybdahl har ikke blot lært mig at holde fokus i de altafgørende momenter, men også at mental styrke altid sejre til sidst, og derfor har han været en fantastisk støtte for mig på ung-eliten dog lige med undtagelse af mentoren over dem alle Søren Engelhardt.

Men når du snakker om Fredensborgs Golf Clubs profil Big Ben, kommer du heller ikke udenom at nævne resten af familien Dybdahl – som i sandhed er noget helt specielt. Lige fra første gang jeg satte mine fødder inden for i deres idylliske residens, vidste jeg øjeblikkeligt, at jeg skulle komme til at føle en af de absolut bedste familiestemninger, der er at finde rundt om i hele Danmark. Der findes ikke noget bedre end at sidde en søndag eftermiddag rundt om middagsbordet hos familien Dybdahl, og spise de mest lækre kanelsnegle verden endnu har set, alt imens snakken går om al verdens ting - lige fra rockmusikkens univers og Østrigs modbydelige sorte pister til en interessant polisk debat og en heftig diskussion om vindretningen på hul 16. Ja, i det hele taget er du garanteret noget helt unikt, hvis du skulle være så heldig at blive budt på eftermiddagste hos familien Dybdahl.

Og det bringer mig til den sidste ting, jeg vil fremhæve – for som alle rigtige mandfolk på denne planet ved, blev den berømte og altid kontroversielle Superbowl spillet for præcis en måned siden, og i den forbindelse var jeg blevet inviteret indenfor hos William for at følge alle løjerne fra start til slut. Desværre tog 1. halvleg en modbydelig drejning, i og med at vi begge havde spist ca. 15-20 pandekager og gifler for meget. Derfor måtte vi begge skynde os udenfor og få kastet NFL- bolden frem og tilbage til hinanden, så vi kunne skille os af med den kvalmende fornemmelse, der lå som et tungt og uigennemtrængelig skydække over os. Og mens vi kastede bolden frem og tilbage, var jeg vidne til noget ekstraordinært og fuldstændig unikt. Jeg snakker selvfølgelig om William Big Ben Dybdahls kastearm, som gang på gang formåede at kaste bolden i en fuldstændig smuk og fejlfri spiral. Det er derfor ikke for sjov og fuldt ud fortjent, at William er indehaver af det prestigefyldte mellemnavn - Big Ben.


Men selvfølgelig kan man fortælle side op og side ned om alle de positive sider ved Willy, men jeg vil nu nævne en enkelt fejltagelse, han har begået, som kan vise sig at blive fatal. Drengen har nemlig været så dum at indgå et væddemål med selveste ”Kometen” om laveste handicap inden årets udgang. Og alle eksperter er på nuværende tidspunkt enige om, at Big Ben ikke har en kinamands chance for at overgå Kometen, og at der skal mere end held til for at vinde de to kasser øl, som står på spil!


Men for at runde af bliver jeg nødt til at sige : ”William – Steelers er og bliver dit levebrød!”



Adam

Kunstens uundværlige diskussion!

Hvad er kunst? Det er et spørgsmål, der er blevet diskuteret på kryds og tværs, lige siden de første mennesker satte en fod på vores jord. Selvom man er indehaver af selv de bedste og mest moderne briller fra Louis Nielsen, er det særdeles svært at få øje på et andet begreb, der giver anledning til ligeså stor debat, som kunst i høj grad gør.

Jeg går heldigvis i klasse med en masse fede mennesker, og et par af dem fremviste et utrolig spændende debatprogram om kunstens grænser ført an af den altid kontroversielle politiker Pia K., spillet af den farvestrålende, elegante, og altid glade sangstjerne Josephine Spelmann. Hun havde selvfølgelig en pointe i, at dem som man betegner som store kunstnere, i realiteten er dem som besidder et enormt stort og naturligt talent inde for deres genre. Men der er uden tvivl også eksempler, der bekræfter det modsatte.

Hvis man skal tage ordets egentlige betydning, kommer det fra latin og betyder at ”kunne”. Så man skal selvfølgelig være i stand til at kunne noget bestemt, som er originalt og nytænkende, men også fremviser noget lidt udover det sædvanlige. Men hvis vi relaterer det til det musikalske univers, kan vi jo se, at det ikke blot er de kunstnere, som kan præstere den sprødeste guitarklang eller synge med den klareste og smukkeste musik stemme, der er klassificeret som de største kunstnere på vores jord. For samtidig kan man nemt få øje på kunstnere, som ikke har de pureste stemmer eller de ypperste guitarkvaliteter, men som på trods af det betegnes som store kunstnere. Det er selvfølgelig rigtigt at for at skabe kunst, skal man kunne mestre f.eks. at kunne ramme de rigtige strenge på en guitar eller slå de rigtige tangenter ned i en harmonisk rytme.

Et strålende klart eksempel at tage fat på er den sympatiske og RØV cool gavflab Kim Larsen, som charmerede rundt om på de danske musikscener op i gennem 80'erne og 90'erne og stadig formår at ramme en masse danske rockhjerter. Jeg fornærmer ikke nogen hvis jeg siger at han ikke er indehaver af verdens smukkeste stemme hvilket er noget han selv med stor selverkendelse ikke lægger skjul på. Men ikke desto mindre formår han med sin originalitet og autentiske måde at lave musik at ramme folk på en måde der vækker nogle specielle og unikke følelser hos folk.

Som min lillesøster sagde til mig den anden dag : ”Kan man egentlig ikke sige, at alt er kunst – noget er bare på et lidt højere niveau end andet” ? Selvom definitionen omkring kunst er meget avanceret og er meget mere nuanceret end som så, vil jeg gå så langt som at give hende ret langt hen ad vejen. Men selvfølgelig er jeg stadig et meget uerfarent menneske, som kun lige er begyndt at fatte en lille bitte smule af lives mange mysterier, og som stadig mangler uendelig langt af livets smukke rejse.

Men jeg har trods alt lært af mine hidtil erfarede oplevelser, at man uden tvivl ikke skaber kunst ved gentagende gange at lade sine fingre glide hen over de forkerte strenge på guitaren eller i desperation hamre sine fingre ned over tangenterne i vildrede, men at der i stedet skal helt andre boller på suppen. Men hvis jeg, til trods for min autistiske musiske kunnen, som er sammenlignelig med Jacob Bricks evne til at stoppe op og trække vejret i stressede situationer, mestrer et instrument i bare tilstrækkelig høj grad til at det supplere en sangstemme ordenligt, og denne sangstemme kombineret med instrumentets rytme udsender nogle vibrationer, der på en eller anden måde bringer nogle enestående følelser frem hos folk – kan man så ikke betegne det som kunst?

Vi er dog stadig tusinde lysår borte fra de musikalske evner, som Mikkel Pedersen besidder, men hvis den lyd man skaber stadig har en originalitet, vil jeg i høj grad mene, at det kandiderer til at være kunst. Folk har helt sikkert ret i at kunstens grænser er meget forivrende og til tider kan være svære at gennemskue, men er det ikke det, der gør kunst til sådan en unik og smuk ting?

En jernmand af Guds nåde!

Vi er alle sammen forskellige her på jorden. Nogle er store, andre er små. Nogle er slappe, nogle er stærke, og nogle ganske få er kategoriseret som jernmænd! Jeg har været så heldig at blive givet det enestående privilegium at kende en af disse så berygtede jernmænd personligt. Jeg snakker selvfølgelig om ingen andre end vores allesammens Andreas Nord Christensen. Der er ingen andre 16-årige danskere, der er tæt på at nå ham til sokkeholderne hvad styrke, hårdhed og fedtmule-attitude angår. Udover at være i stand til at uddele de vildeste og mest frygtindgydende NFL-hits, som enhver Quarterback in sandhed frygter, kan han fandeme også stå på ski, som om han var født med pladerne bundet til fødderne. Hans svedige skievner kom til udtryk, da vi var i det iskolde men idylliske skisportssted Branæs for et par dage siden. Selvom han ligesom nogle af os andre kun havde stået sølle 3 dage inden vores skoles årlige idrætstur til det kolde Sverige, fyrede han den max af ned af diverse lynhurtige røde og sorte pister. Allerede efter kun en enkelt dags opvarmning, som indebar en date med den lokale Burger King, satte han sig for at begive sig i krig med den modbydelige sorte pist. Det var dømt til at gå galt på forhånd, og det var derfor med alle odds i mod sig, at han satte i galop som en italiensk hingst ned af den sorte pist. Lige fra de første par meter blev den ellers sjove, altid glade og ret goofede jernmand forvandlet til en iskold alpin front-runner! Vi andre dødelige kunne kun stå og måbe og være vidne til et sportens største bedrifter til dato. Han gled køligt ned af pisten med så stor elegance, at det næsten af umuligt at kende forskel på ham og den østrigske skiverdensmester Hermann Maier! Det kan godt være, at Branæs-turen var skide hamrende hyggelig, men det var også turen, hvor alle os andre mistede drømmen om en professionel skikarriere, for Mr. Nord har allerede erobret skiuniverset, og han har ikke i sinde at lade andre komme til fadet. Godt nok har du mange muligheder i livet, men du har ikke en kinamands chance for at vippe en vaske ægte jernmand af tronen – det er Andreas Nord Christensen et levende bevis på!

Endnu en gang for sent!

Som sædvanlig kommer jeg for sent ud af min dejlige seng! Uret siger kraftedeme 8:58 og skal både nå i bad, børste tænder og spise morgenmad! Jeg skynder mig at smide mine hovedtelefoner med eksorbitant Michael Jackson musik i ørene og løber let på tå op mod skolen. Efter en hæsblæsende løbetur mod skolen ankommer jeg ca. 15 minutter for sent og var dermed prisgivet for alle chancer for at deltage i engelsktimen. Godt nok er engelsk til tider ret sjovt, men der findes ikke noget bedre end at oprette en blog om morgenen! Heldigvis var jeg ikke den eneste der kom for sent denne flotte og eksotiske januar-dag, for udover et par dovne drenge kom også sangstjernen Thea for sent for første gang i 9. årgang! Hun hjalp mig med at oprette denne blog som jeg lover alle læsere i den grad vil give jer stof til eftertanke! Cheers - P.S. Life's Great!