Hvis vi kigger på vores samfund i Danmark, skal man ikke bruge det nyeste par briller fra Synoptik for at se, at det består en masse forskellige mennesker, hver med deres individuelle politiske synspunkter. Faktisk er Danmark respekteret som et af de lande i verden med den største politiske interesse.
Altså, vi danskere ligger i top, når det handler om at følge med i det politiske univers, danne os en mening og rent faktisk møde op ved stemmeboksen, når der er folketingsvalg. Det medfører, at det danske samfund indeholder en masse forskellige politiske holdninger lige fra Enhedslistens socialøkonomiske politik via Liberal Alliances liberale grundideologi og helt ud på højrefløjen til Pia K's og Dansk Folkepartis indvandringsfjendtlige integrationspolitik. Men hvis vi skal dele danskerne op i to blokke, bliver det med de politiske farver blå og rød. De borgerlige og de socialistiske.
De borgerlige, som de ansvarlige økonomer i det stiveste jakkesæt, nypolerede BMW'er og med et par stilfulde solbriller i panden, som køligt signalerer, at de har styr på tingene. De socialistiske, hvis politik bærer præg af deres lidt mere løsslupne og ”casual” tilgang til livet, og hvis ideologi er, at vi alle skal sætte os ned i en rundkreds på bedste hippiefacon og dele slikket ligeligt imellem os. Selvfølgelig er det et meget karikeret billede, jeg tegner her, men har det danske samfund egentlig udviklet sig til det stadie, hvor en bestemt politisk observans går hånd i hånd med en bestemt personlighed og udseende?
Kan man kun føre højreorienteret politik, hvis man besidder et Georgio Armani-jakkesæt og en nystrøget Ralph Lauren polo eller venstreorienteret politik, hvis ens jeans per definition er prægede af en masse huller, og man ligger inde med en T-shirt, som siger ”Atomkraft Nej tak”?
For et stykke tid siden, dengang jeg endnu ikke havde forladt Humlebæk Skoles asfaltbelagte skolegård, hvor de magiske fodboldmål var en essentiel bestanddel i at gøre ethvert frikvarter i særklasse, havde jeg en lille diskussion med en pige fra min klasse. Ej, lad mig sige en lidt ensidig diskussion, for Caroline, som hun hedder, bragte et meget interessant spørgsmål på bane. Det er ingen hemmelighed, at hun politisk bliver mest tiltrukket af den borgerlige side, og derfor har vi haft et par politiske debatter gennem vores skolegang, hvor jeg på intet tidspunkt har følt, at jeg ikke havde argumenter nok til at stå imod hendes liberale tankegang. Men denne gang stillede hun et spørgsmål, som jeg ikke var i stand til at svare på med det samme.
Jeg ved ikke, om det var, fordi spørgsmålet var komplekst, eller om det var, fordi jeg i virkeligheden kunne identificere mig med problemstillingen, og det derfor kunne slippe frit gennem mine politiske parader og nå ind til personen bagved. I så fald vil jeg stille hendes spørgsmål igen: Er det ikke en smule dobbeltmoralsk at føre venstreorienteret politik, når man går rundt i et par G-Star bukser?
Det skal selvfølgelig forstås i den forstand, at de folk, som er venstreorienterede inden for den politiske verden, har overvejende tendens til at gå i lidt billigere tøj end de borgerlige, og at deres grundideologi jo er, at vi skal være mere fælles om tingene her i vores samfund. Og grundet det ville det være en noget dobbeltmoralsk ageren, hvis man som socialist gik rundt og ”flashede” sine dyre G-star bukser i tide og utide. I mit forsøg på at komme med et modsvar til dette spørgsmål har jeg været lidt rundt omkring i vores idylliske nordsjællandske samfund og snuset andre unge politiske aspiranters holdning omkring dette emne til mig. Og efter at have adspurgt mange højt intelligente samfundstænkere fra Espergærde Gymnasium, må jeg konkludere til min forbavselse, at der bliver bakket gevaldigt op om Carolines påstand.
Så det er med ryggen mod muren og ansigtet vendt mod Caroline og en hel del tunge politikere fra EG, at jeg vil forsøge at komme med mit svar på, hvorfor det netop ikke er dobbeltmoralsk at have G-star bukser på, samtidig med at man deler samme politiske holdning som Enhedslisten.
Til at begynde med vil jeg springe tilbage i tiden, tilbage til 60'erne og 70'erne, en revolutionær tid, hvor man satte spørgsmålstegn ved de voksnes meget fornemme og formelle måde at leve på, som kulminerede i det hæsblæsende studenteroprør i 1968. I løbet af de sene 60'ere og op gennem 1970'erne gjorde mange unge oprør mod den tidligere generations meget regelmæssige, borgerlige og lidt kedelige livsstil, som indebar at man helst skulle bo i et parcelhus med en finkæmmet ligusterhæk og have to eller tre børn. Derudover skulle man i hverdagen klæde sig med et par nydelige bukser, en nystrøget skjorte og ikke mindst et par finpudsede herresko.
Men de unge, som var børn af denne generation, stod op gennem 70'erne i opposition til deres forældre, hvilket især kunne ses på deres helt anderledes tøjstil. Man gik i store islandske striktrøjer, alt for gamle hullede bukser, afghaner pelse, spraglede skjorter, trompetbukser, T-shirts med en masse mønstre på og sidst men ikke mindst var det uden tvivl en umådelig hård tid for landets frisører, da det var in at lade håret gro, indtil det dækkede det meste af ansigtet. Denne så berømte flippertid, hvor der var plads til alle, og hvor udtrykket Peace&Love virkelig kom til udtryk, handlede derfor meget om hvilket tøj man gik i, men udover det også meget politik. For mange af flipperne og hippierne havde en socialistisk tilgang til livet, som stod i skarp kontrast til forældrenes borgerlig og konservative politiske observans.
Derfor blev billige hullede bukser og krøllede trøjer op gennem 70'erne kædet sammen med en venstreorienteret politisk holdning, hvilket måske stadig gør sig gældende i nutidens Danmark, men bare i en langt langt mindre grad. Tiderne har ændret sig gevaldigt, vi som et samfund er blevet rigere, hvilket medfører, at folk har flere penge mellem hænderne, end man havde dengang, og interessen for modekulturen er eskaleret enormt. Derfor ser man ikke særlig mange hippier mere eller venstreorienterede politikere rende rundt i store islandske trøjer sammenlignet med for 30 år siden. Og denne problematik omkring G-star bukser handler i bund og grund om æstetik. Selvom man er en meget inkarneret socialistisk borger, som går ind for at vi skal fordele tingene mere ligeligt i samfundet, og at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, er der i Danmark år 2011 bare noget, der hedder æstetik, hvilket spiller en ufattelig stor rolle.
Bare fordi man er venstreorienteret og helst ser den røde blok løbe afsted med det kommende folketingsvalg, er det bestemt ikke ensbetydende med, at man synes, alle skal flytte fra deres flotte huse og ud i et faldefærdigt skur på Lars Tyndskids mark med et par plettede bukser og en dåse baked beans. Som socialist går jeg selvfølgelig ind for, at vores samfund hele tiden skal udvikle sig til det bedre, og for at ændre på, at nogle folk har råd til 40 par sko og andre kun til et enkelt par sko.
Så kan man naturligvis sige, at hvis man virkelig inderst inde var en ægte socialist, kunne man da bare donere næsten hele sin indkomst til de folk i samfundet, som virkelig havde brug for det. Men hvis man skulle begynde at give penge til alle dem, der har brug for det, ville den enkelte person få en atomar lille brøkdel. Så på den måde ville det være intet andet end idiotisk, det ville ikke gavne det mindste, med mindre at alle folk billigede den socialistiske tankegang, hvilket desværre ikke er tilfældet.
Det man til gengæld kan gøre, hvis man går ind for, at forskellen mellem rig og fattig skal være minde - udover selvfølgelig at stemme rødt ved hvert folketingsvalg - er at støtte en masse organisationer, som arbejder i den retning. Jeg kan f.eks. henvise til fagforeninger som 3F og FOA, som kæmper for bedre arbejdsvilkår for arbejderne, men også for ligeløn mellem mænd og kvinder.
Men når vi nu snakker om organisationer og at støtte gode formål, vil jeg vende tilbage til de omtalte G-star bukser igen. For rent faktisk er G-star et af de tøjmærker, som virkelig kæmper for vores miljøproblemer. G-star er bevidst om de miljøproblemer, som ligger som en tung sort sky over jorden i øjeblikket, og derfor har virksomheden nedsat sit forbrug af konventionelt bomuld og i stedet gået over til at bruge økologisk bomuld, hvor mængden af kunstgødning og pesticider er markant reduceret. På den måde bidrager G-star til en lysere fremtid uden miljøproblemer, uden at det dog går udover kvaliteten af dets produkter.
Men for at runde dette politiske modsvar af, vil jeg bringe et emne på bane, som jeg har tænkt meget over, mens jeg har skrevet på livet løs. For som jeg nævnte før, er vi blevet rigere som samfund, og folk har fået flere penge mellem hænderne sammenlignet med tidligere tider. Men er det nødvendigvis en god ting? Selv om vi stadig står midt i en finansiel krise af dimensioner, bruger vi penge som aldrig før. Det er langt fra unormalt at hver husstand i Danmark er udstyret med to biler, et par fjernsyn, en håndfuld computere sammen med tonsvis af andre ting, som vi bare køber, men smider væk igen efter ikke engang en måned. Og hvis vi kigger på det tøj, vi bruger, er tingene jo ekstreme. Vi køber f.eks. de nyeste bukser, der er på mode i en periode, og man når ikke engang at tage dem på, før nogle nye er på mode. De hober sig op i ens skab, og før man når at se sig omkring, er det fyldt med bukser og trøjer, man aldrig kommer til at bruge.
Hvis vi igen kaster et blik 100 år tilbage i tiden og ser på, hvordan folk levede dengang, er det rigtigt at vi i dag har flere penge til rådighed, men er vi i virkeligheden blevet mere lykkelige af det? Det gælder inden for alle livets facetter, både tøj, biler, udstyr til sportsgrene osv. Tilbage i tiden følte man sig helt unik, hvis man havde fået et par røde træsko, eller hvis man lige havde købt en træ-golfkølle, det behøvede ikke at være det flotte nyteknologiske udstyr for at være attraktivt. Det er igen et meget karikeret billede, jeg tegner, men selve tanken om, at alt er relativt, fejler ingenting.
Lige for at nævne G-star en sidste gang i forhold til miljøet og menneskets overforbrug af hele verdens ressourcer vil jeg jo til hver en tid mene, at det er en bedre løsning at investere i et par G-star bukser til 1000 kr., hvor kvaliteten er i top, og som man kan gå i i lang tid, i forhold til at erhverve sig tre billige bukser til 300 kr. stykket, som bliver slidt op i løbet af et par måneder.
I hvert fald er det et meget kompliceret emne uden noget entydigt svar og med en masse modifikationer, men én ting er sikker – jeg vil i fremtiden forsøge med min bedste socialistiske tankegang at spærre øjnene for en masse potentielle røde politiske debatører og overbevise dem om at den socialistiske side altid sejrer til sidst. Og hvem ved, måske bringer fremtiden en dansk statsminister i G-star bukser?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar